Nyhed 9. juli 2019
I samarbejdet med vores arbejdsgrupper har vi fået en unik indsigt i, hvad sundhedsfaglige efterspørger, både når det gælder kompetencer ind i velfærdsteknologi, men også hvad de ønsker i forhold til læringsformer – altså hvordan de ønsker at tilegne sig kompetencerne.
Af Andreas Silas Hansen
På Work Campen for Sygeplejersker fik deltagerne lov at teste Virtual Reality som læringsplatform og kreativt værktøj. Det var både underholdende og inspirerende.
I projektets anden runde af Work Camps, som blev afholdt i juni, blev der arbejdet med ideer til kompetenceudviklingen. Arbejdsgrupperne sparrede indbyrdes og med udefrakommende aktører. Virtual Reality (VR) var et tema på flere Work Camps, hvor både Videnscenter for Velfærdsteknologi og Åte VR deltog med inspirerende indslag til nytænkning af det didaktiske element.
Ledernes Work Camp havde besøg af Syddansk Sundhedsinnovation, der fortalte om resultater af projektet Demantec, som handler om implementering af velfærdsteknologi på plejehjem. Dialogen om implementering blev desuden kvalificeret af Sven Seljom fra Evondos, der delte sine erfaringer fra implementering af medicindispensere i Norske kommuner.
De fire Work Camps har givet et rigtig godt indblik i, hvordan målgrupperne konkret ønsker at tilegne sig de kompetencer, der blev kortlagt i den første runde af Work Camps.
Her kan du se, hvilken fase projektet er nået til. Efter sommerferien går test af prototyper på læringsforløb i gang.