I digiS-projektet har vi samlet input fra forårets workcamps med de sundhedsfaglige målgrupper. På tværs af målgrupperne blev kompetenceløft inden for særligt fem emner efterspurgt.

De fem spor omfatter digitale kompetencer som mange sundhedsfaglige i både region og kommuner har brug for allerede i dag – og som med en teknologisk udvikling mod flere datakilder, voksende udbredelse af telemedicin og nye tendenser i sundhedsforbrugeren, kun bliver vigtigere.

Læringsaktiviteter inden for de 6 spor skal understøtte et bredt og grundlæggende kompetenceløft. De 6 spor er:

  1. Teknologi og etisk dilemmahåndtering handler om at have kompetencer til at håndtere de etiske dilemmaer, der opstår ved brugen af ny teknologi, samt kompetencer til at sikre en kvalificeret dilemmahåndtering.

  2. Hvorfor teknologi i sundhedsprakis handler om at forstå digitale teknologiers muligheder og konsekvenser. Målet er at styrke de sundhedsprofessionelles nysgerrighed og deres forudsætninger for at agere meningsfuldt i et sundhedsvæsen, hvor digitale teknologier i stigende omfang er katalysatorer for ændringer i praksis.
  3. Videosamtaler med borgere handler om kompetencer til at kommunikere professionelt og pædagogisk gennem video med fokus på medinddragelse af borger/patient. Det kræver, at den sundhedsfaglige har kompetencer til selvstændigt at igangsætte og gennemføre skærmsamtaler, som også indebærer at kunne identificere, forholde sig til og reflektere over valg af udstyr, kameraposition, lys og lyd.
  4. Vurdering og match med borger handler om relationen mellem sundhedsfaglig og borger/patient i samspillet med implementeringen af en ny teknologi. Den sundhedsfaglige skal have kompetencer til konstruktivt og kritisk at deltage i implementering og ibrugtagning af nye sundhedsteknologier. Dette kræver kompetencerne til at forstå, anvende og udvikle inklusionskriterier for, hvornår en borger/patient er egnet til en teknologi, som igen forudsætter sundhedspædagogiske kompetencer til at støtte og motivere borgere/patienter til at bruge teknologier i mestring og behandling af deres sundhedstilstand.

  5. Data handler om kompetencer til at sikre pålidelighed, hvis diagnoser og patient-/borgeropfølgning foretages over afstand. Det forudsætter kompetencer til at forstå, skabe, vurdere, og formidle data, samt kompetencer til at behandle data.

Ud over de 5 teknologirettede spor, udvikler vi læringsaktiviteter, der understøtter implementering. Et ekstra 6. spor handler om metoder til intern træning og læring. Det skal bidrage til at den digitale læring kobles til praksis.